Wu Tang Clan
Wu Tang Clan er en rap/hiphop-gruppe som opstod i 1993 på Staten Island i New York , dannet af fætrene RZA og GZA og Ol’ Dirty Bastard. Senere tilsluttede flere medlemmer sig: Method Man, Raekwon, Ghostface Killah, U-God, Masta Killa og Inspektah Deck.
”Enter the Wu Tang (36 Chambers)"
Den 9. november 1993 udsendte de deres debutalbum ”Enter the Wu Tang (36 Chambers)", som opnåede stor popularitet. Albummets titel og tema samt gruppens navn, var baseret på den kinesiske kampsportsfilm "Shaolin and Wu Tang" fra 1981. Med albummets beskidte, hårde, aggressive tekster bragte gruppen fokus tilbage på hiphoppen i New Yorks nedslidte kvarterer med kriminalitet, hvor gruppens medlemmer selv kom fra. Selvom Wu Tang var signet hos Loud, fik gruppens medlemmer lov til at udgive soloalbum hver for sig hos andre pladeselskaber. Målet var at infiltrere musikindustrien, som på daværende tidspunkt var stærkt domineret af vestkystrappere som Dr. Dre, Ice Cube og Snoop Dogg. Kampen om musikmarkedets herredømme mellem hiphoppens øst- og vestfløj resulterede i voldsomme stridigheder i form af f.eks. mordet på østkystrapperen The Notorious B.I.G og vestkystrapperen Tupac Shakur. Men med udgivelsen af "Enter the Wu Tang" blev vestkystens kommercielle jerngreb brudt og østkystens rappere kom igen på bane - albummet betragtes således skelsættende inden for hvad der betegnes som Østkyst-renæssancen – det inspirerede mange nye østkystrappere som Nas, Mobb Deep, Jay-Z og hiphopkollektivet OFWGKTA.