|
Dette er en af de første hip hop kunstnere, Grandmaster Flash. Hans nummer 'The Message' var et af de første rigtige samfundskritiske sange. Selve groovet er meget simpelt og ens, mens teksten er meget alvorlig og kritiserende. |
Da den old school hip hop opstod i midten af '70erne i Bronx, NY, blev der ikke lagt særligt meget vægt på hverken sangskrivning eller melodi, næsten kun på rytmen og beatet. De første hip hop kunstenere brugte heller ikke særligt meget udstyr af ren og skær nød, fordi de ikke havde råd til andet end et par pladespillere og en mikrofon.
Radioen sorterede den 'sorte' musik fra, som rå funk og sort rock, og spillede i stedet den funky og store instrumentale musik, disco, så hip hoppen udsprang som en provokation og modsætning til discoen. Discoen var nemlig en meget farverig, men også virkelighedsfjern, genre, som udsprang af håbet om bedre tider, da USA på dette tidspunkt led af arbejdsløshed. Discoen handlede om at man skulle glemme ens problemer og fokusere på at feste og have det fedt. Hip hoppen var i sin opstart mere realistisk, da den ikke prøvede at glemme problemerne og håbe på en bedre fremtid. Hip hoppen ville have løsninger med det samme, og den var også meget mere realistisk i sit billede af ghettoerne og i at beskrive forholdet mellem sorte og hvide.
Hip hoppen opstod, som nævnt, i det fattige og banderamte kvarter i Bronx, New York. Genren opstod i det kriseramte Bronx, hvor en nyligt bygget motorvej havde tvunget omkring 170.000 mennesker til at flytte fra et ellers velfungerende kvarter. For udefrakommende lignede Bronx intet mindre end billeder fra en krigszone, men for den hovedsageligt sorte og latinamerikanske befolkning spirede der liv i hvert eneste hjørne, i form af hip hoppens tre grundelementer: graffiti, breakdance og rap. Hip hoppen var således ikke bare et stykke musik fra en teoretisk verden, men et billede på den stædighed og vilje til ikke at give op, som holdt bydelen i live. Det var også denne vilje der gav hip hoppen sin troværdighed, idet man faktisk kunne nå til tops, selvom man startede fra bunden.
Rappen startede hos nogle såkaldte mike-controllers (MCs), som ikke var hoveddelen af et hip hop-nummer, men som stod med en mikrofon til live-festerne og kom med udråb som 'get your hands up!' og 'who's in the house?!' osv, udelukkende for at fyre op for stemningen. Efterhånden fik de dog en større og større rolle, og endte som vi kender dem i dag, med en vigtig rolle i hip hop nummeret.
Hip hoppen startede også som en dansegenre, og derfor blev sangene ofte komponeret efter pulsen, som man kunne feste til. Fordi breakdance også var en stor del af hip hoppen, så lå pulsen meget ofte omkring de 100 BPM for at danserne kunne nå at lave deres "moves".
I dag er der mange hip hop-numre, som ikke længere repræsenterer et hårdt liv og viljen til at overleve, men som er mere rettet mod at promovere sig selv. Flere moderne hip hop-kunstnere kommer faktisk fra rige og velhavende familier, men udgiver sig for at komme fra gaden. Formålet med disse sange er også, i modsætning til den originale hip hop, nærmere at få status af at være 'gangsta', altså hård og følelseskold.
Radioen sorterede den 'sorte' musik fra, som rå funk og sort rock, og spillede i stedet den funky og store instrumentale musik, disco, så hip hoppen udsprang som en provokation og modsætning til discoen. Discoen var nemlig en meget farverig, men også virkelighedsfjern, genre, som udsprang af håbet om bedre tider, da USA på dette tidspunkt led af arbejdsløshed. Discoen handlede om at man skulle glemme ens problemer og fokusere på at feste og have det fedt. Hip hoppen var i sin opstart mere realistisk, da den ikke prøvede at glemme problemerne og håbe på en bedre fremtid. Hip hoppen ville have løsninger med det samme, og den var også meget mere realistisk i sit billede af ghettoerne og i at beskrive forholdet mellem sorte og hvide.
Hip hoppen opstod, som nævnt, i det fattige og banderamte kvarter i Bronx, New York. Genren opstod i det kriseramte Bronx, hvor en nyligt bygget motorvej havde tvunget omkring 170.000 mennesker til at flytte fra et ellers velfungerende kvarter. For udefrakommende lignede Bronx intet mindre end billeder fra en krigszone, men for den hovedsageligt sorte og latinamerikanske befolkning spirede der liv i hvert eneste hjørne, i form af hip hoppens tre grundelementer: graffiti, breakdance og rap. Hip hoppen var således ikke bare et stykke musik fra en teoretisk verden, men et billede på den stædighed og vilje til ikke at give op, som holdt bydelen i live. Det var også denne vilje der gav hip hoppen sin troværdighed, idet man faktisk kunne nå til tops, selvom man startede fra bunden.
Rappen startede hos nogle såkaldte mike-controllers (MCs), som ikke var hoveddelen af et hip hop-nummer, men som stod med en mikrofon til live-festerne og kom med udråb som 'get your hands up!' og 'who's in the house?!' osv, udelukkende for at fyre op for stemningen. Efterhånden fik de dog en større og større rolle, og endte som vi kender dem i dag, med en vigtig rolle i hip hop nummeret.
Hip hoppen startede også som en dansegenre, og derfor blev sangene ofte komponeret efter pulsen, som man kunne feste til. Fordi breakdance også var en stor del af hip hoppen, så lå pulsen meget ofte omkring de 100 BPM for at danserne kunne nå at lave deres "moves".
I dag er der mange hip hop-numre, som ikke længere repræsenterer et hårdt liv og viljen til at overleve, men som er mere rettet mod at promovere sig selv. Flere moderne hip hop-kunstnere kommer faktisk fra rige og velhavende familier, men udgiver sig for at komme fra gaden. Formålet med disse sange er også, i modsætning til den originale hip hop, nærmere at få status af at være 'gangsta', altså hård og følelseskold.
http://a2011rys.weebly.com/musisk-analyse.html - Næste side --->